Vælg de bedste solceller til din båd i 2023

I de gode gamle dage, skulle man bruge strøm til lanternerne og lidt kabine lys. Køleboksen afhang af køleelementer, og i øvrigt kunne man sagtens være en familie på 4-5 stykker i en folkebåd.

Den tid er forbi og derfor har vi brug for at producere strøm, hvis vi vil være uafhængige af landstrøm eller larmende dieselmotorer over længere perioder, så vi kan holde køleboks, instrumenter og andre moderne goder kørende når vi ligger for svaj eller sejler på længere ture.

Solceller er en oplagt og økonomisk overkommelig måde at blive mere eller mindre selvforsynende med strøm på båden. Og i modsætning til en vindmølle larmer de ikke.

Men hvilken type paneler skal du købe, hvor skal de placeres og ud over selve solpanelerne, hvad skal man så bruge for at lave en god og sikker installation?

Det vil jeg forsøge at hjælpe dig med i denne artikel.

Hvad består en installation af?

En solcelleinstallation på en båd består typisk af følgende komponenter:

1. Solcellepaneler: Dette er selve panelet, der opsamler sollys og genererer elektricitet.

2. Regulator: Regulatoren regulerer strømmen fra solcellepanelerne og sørger for, at batterierne ikke overoplades eller overbelastes.

3. Batterier: Batterierne opbevarer energien fra solcellepanelerne og forsyner bådens elektriske apparater og motorer med strøm.

4. Kabler og stik: Kabler og stik forbinder solcellepanelerne, regulatorerne og batterierne og sørger for, at strømmen kan flyde mellem komponenterne.

5. Montering og fastgørelse: Solcellepanelerne skal fastgøres sikkert og stabilt på båden, så de kan modstå de maritime forhold og samtidig få maksimalt sollys.

Derudover kan der også være behov for en inverter, som omdanner strømmen fra batterierne fra DC til AC, så den kan bruges til at forsyne bådens 230V apparater. Nogle solcelleanlæg kan også have en monitor, som viser strømproduktion og batteristatus.

Placering på båden

Det første du skal forholde dig til er hvor på båden du ønsker at (og kan) placere solcellerne. Jo større båd, jo nemmere er det selvfølgelig at finde plads, men på mindre både kan det være nødvendigt at være kreativ.

I forhold til placeringen spiller følgende en rolle

  • Sol- og Skyggeforhold
  • Kabelføring
  • Holdbarhed

Placeringen af solceller på en båd er oftest det muliges kunst. Solceller er mest effektive hvis de har en vinkling på omkring 40 grader og peger mod syd. Det er forholdsvist nemt på et hus, men det kan man ikke rigtig bruge til noget på en båd, da den jo kan vende i alle retninger. Derfor er det at foretrække at have solcellerne nogenlunde vandret. Hvis de er lodrette skal man regne med at de er 15-20% mindre effektive.

Sol- og skyggeforhold

Det er også vigtigt at solcellerne ikke udsættes for skygge, og for at forstå hvor vigtigt det er skal vi lige have styr på hvordan sådan et solpanel fungerer. Et solpanel består af en række solceller som hver især producerer en spænding på ca. 0,6V. Dem sætter man så i serie, så spændingen og strømstyrken øges til et fornuftigt niveau. Men da de er i serie betyder det også at alle celler i serien kun har samme effektivitet som den mindst effektive. 

For at modvirke dette indsætter man nogle bypass dioder i solpanelerne som kan koble de dårligst producerende celler ud af kredsløbet. Det er dog alt for dyrt at have en diode per celle, så et panel er måske opdelt i 3 rækker af celler som kan kobles ud enkeltvist. Men har du blot en tynd skygge der går på tværs af hele panelet og dermed alle tre serier, ja så påvirkes hele panelets effektivitet. Derfor er det super vigtigt at minimere skygge på sine solpaneler

Det betyder så også at hvis du har to serieforbundne paneler og det ene er i skygge, så påvirker det ydelsen fra dem begge.

Kabelføring

Du skal også tænke på kabelføringen. De fleste solpaneler kommer med en ledning monteret, og den er korrekt dimensioneret. Men det vil også sige at du ikke bare kan forlænge den uden at regne efter om dimensioneringen holder. Man skal ikke spøge med lavspændingsstrøm, det kan afsætte en del varme i kablerne, da strømstyrken (A) er relativt høj, når spændingen (V) er lav. Og det sidste du ønsker er en brændende båd.

Derudover skal ledningerne også kunne føres så de ikke kommer i vejen. Det kan f.eks. Ikke nytte noget at have fritliggende kabler på dækket, som man kan gå og falde over, eller som skøder eller andet kan få fat i.

Holdbarhed

En båd er et barskt sted at være solpanel, der er masser af saltvand, høj søgang med vibrationer og rystelser, hård vind fra alle tænkelige retninger og selvfølgelig også regnvand. De ting skal du have med i dine overvejelser. Det sidste du har lyst til er at skulle redde et solpanel i hårdt vejr, eller forhindre det i at gøre skade på båden fordi det har revet sig løst.

Placerings muligheder

Targabøjle

Er du så heldig at have en targabøjle, er den i mine øjne er det optimale sted at placere solceller på en en båd. De kommer op i højden, så der er mindre til at skygge for dem, de er af vejen og kan monteres solidt, så de kan holde til vind og vejr. Til placering på en targa bøjle skal du naturligvis bruge hårde solpaneler i en god og rustrfri ramme, der tåler det maritime miljø.

Solcelle monteringsbeslag

Har du ikke en targabøjle, og har du heller ikke lige planer om at anskaffe dig en (den er jo ret dyr), så er den næstbedste løsning et dedikeret solcelle monteringsbeslag, som udgøres af en stang på ca 2 meter, der kan monteres på agterpulpitten, med et beslag til montering af et solpanel øverst. Ligesom en targabøjle har det den fordel at det hæver solpanelet op over bommen, cockpittelt osv.

På Agterpulpittet

Har du ikke en targabøjle, har du måske et agterpulpit i rustfrit stål, som kan være næsten lige så godt at montere solceller på, bortset fra at de ikke kommer helt så højt op. De skal selvfølgelig heller ikke sidde i vejen for badestigen, påhængsmotor eller andet. 

På ruffet

Har du ikke en targa bøjle er et andet populært sted på ruffet, både foran og bag masten. Jeg har set en del fleksible solpaneler monteret under bommen, men det synes jeg er et tvivlomt sted, da der er både bom og tovværk der kan skygge for et solpanel med den placering. Så hellere foran masten, f.eks. oven på dækslugen. 

På søgelænderet

Nogle monterer også lodrette paneler på søgelænderet. Det har jeg set med både hårde solpaneler fæstnet til selve søgelænderet, og som fleksible solpaneler der er syet fast på et læsejl. Bortset fra at det er en lodret montering, og effektiviteten er lavere, så er det jo en position, der er skyggefri, hvis ellers båden vender i den rigtige retning.Jeg vil dog mene det er en lidt udsat position sær for fleksible solceller syet fast på et læsejl, der jo kan blive udsat for en del både vind og vand, så der skal man i hvert fald være sikker på at monteringen holder, eller lave det så man kan sætte panelerne op midlertidigt. Det giver den fordel at man kan placere dem efter hvor solen er, men det giver også mere besvær, og man skal kunne opbevare panelerne fornuftigt når de ikke er monteret.

Valg af Solceller

Hvilken type solceller du skal have, dikteres i høj grad af den placering du har valgt. Helt overordnet, så kan kan man sige, at hvis solcellerne skal spændes fast med et beslag på f.eks. agterpulpitten, så skal det være hårde solceller i en aluramme og med glas foran. Det giver god beskyttelse i det maritime miljø, og mulighed for at vinkle dem ved hjælp af beslaget.

Skal du derimod placere dem på ruffet, eller måske sy dem på et stykke stof, du kan spænde fast på søgelænderet, så er det naturligvis fleksible solceller du skal have. Derudover kan solceller være enten monokrystalinske eller polykrystalinske

Valg af Regulator

En regulator til solcellepaneler er en enhed, der bruges til at kontrollere og regulere strømmen fra solcellepanelerne til batterierne. Regulatoren er en vigtig del af et solcelleanlæg på en båd, da den sikrer, at batterierne ikke overoplades eller overbelastes, hvilket kan skade batterierne eller i værste fald føre til brand.

Regulatoren fungerer ved at overvåge spændingen og strømmen fra solcellepanelerne og regulere den strøm, der går til batterierne. Når batterierne er fuldt opladet, stopper regulatoren automatisk strømmen fra solcellepanelerne for at forhindre overopladning. Hvis batterierne er ved at blive flade, vil regulatoren øge strømmen fra solcellepanelerne for at oplade batterierne.

Når man vælger en regulator til sit solcelleanlæg på en båd, er der nogle vigtige egenskaber, man skal være opmærksom på. Først og fremmest er det vigtigt at vælge en regulator, der passer til størrelsen og antallet af solcellepaneler, du har på din båd. Planlægger du at udvidde kapaciteten, så husk at tage højde for dette, når du vælger regulator. Ellers kommer du bare til at udskifte den.

Derudover er det selvfølgelig en fordel at vælge en regulator, der har en god effektivitet, dvs. hvor lidt strøm der går tabt i regulatoren.

En anden vigtig egenskab er regulatorens beskyttelse mod overopladning og overbelastning. En god regulator vil have forskellige beskyttelsesmekanismer, der sikrer, at batterierne ikke overoplader eller overbelastes. Det kan også være en fordel at vælge en regulator, der har mulighed for at overvåge batteriernes tilstand og give advarsler, hvis batterierne har brug for vedligeholdelse eller udskiftning.

Endelig kan det også være en fordel at vælge en regulator med et display, der viser strømproduktionen fra solcellepanelerne og batteristatus, så man nemt kan overvåge solcelleanlægget og sikre, at det fungerer optimalt.

Forskellige typer af solpaneler

Når du skal vælge solpaneler til din båd, kommer du ikke uden om at skulle forholde dig til hvilken type det skal være. Jeg anbefaler at vælge siliciumbaserede solceller, enten mono- eller polykrystalinske, men det kan ikke entydigt siges at den ene type er bedre end den anden, da mange andre faktorer spiller ind i forhold til ydelse og holdbarhed, så som byggekvalitet, kvaliteten på komponenter osv.

Vælg derfor de solceller der har den bedste ydelse/kvalitet/pris i forhold til dit behov.

Herunder kan du læse mere om de forskellige typer

Monokrystallinske solpaneler

Disse paneler er typisk fremstillet af silicium i form af en enkelt krystalstruktur og er kendt for deres høje effektivitet og langvarige holdbarhed. De er normalt lidt dyrere end andre typer af solpaneler, men kan give en god ydelse og levetid.

Polykrystallinske solpaneler

Disse paneler er også lavet af silicium, men i modsætning til monokrystallinske paneler består de af flere små krystalstrukturer, der er sammenstøbt. De er normalt lidt billigere end monokrystallinske paneler og har en lidt lavere effektivitet, men er stadig en populær løsning til solcelleanlæg på både.

Tyndfilms solpaneler

Disse paneler er lavet af en tynd film af halvledermateriale på en fleksibel substrat og kan være mere omkostningseffektive end de to andre typer af paneler. De er også mere fleksible og letvægtige, hvilket gør dem ideelle til montering på bådens buede overflader. De er dog mindre effektive end Mono- og Polykrystalinske solceller, og da det også er muligt at få fleksible solceller lavet af disse materialer er det sjældent attraktivt at købe tyndfilmsbaserede solceller. 

Holdbarhed

Både monokrystallinske og polykrystallinske solpaneler er lavet af silicium og har normalt en solid konstruktion, der beskytter deres indre komponenter mod indtrængen af saltvand. 

Tyndfilmspaneler kan være mere sårbare over for indtrængen af saltvand. Selvom de kan være modstandsdygtige over for korrosion og er mere fleksible i deres monteringsmuligheder, kan deres langsigtede modstand mod saltvand være mindre pålidelig sammenlignet med krystallinske solpaneler.

Skriv en kommentar