I al den tid vi har haft båd har vi også haft mindre børn (yikes). Vores ældste søn var 3 år da vi købte båden i 2015, året efter fik vi så endnu en søn, og gudhjælpemig om vi ikke har føjet endnu en til flokken i 2020.
Når vi har sejlet på sejlerferie, har det derfor altid været på børnenes præmisser, og det kan heldigvis nemt blive til fantastiske ferier. Men du skal nok ikke lige regne med 4 ugers hardcore sejlads rundt i hele skandinavien.
Her har jeg samlet vores bedste tips til at få en fantastisk sejlerferie for hele familien.
Du behøver ikke at sejle langt for at komme på eventyr
For de fleste (i hvert fald alle os, der ikke holder til på den jyske vestkyst), er det slet ikke nødvendigt at sejle ret langt for at komme på eventyr. Vi elsker for eksempel at sejle til Tunø og Samsø, og bare det at komme til en ikke brofast ø, er en stor oplevelse for de små. Tempoet er bare et andet end inde på land, og der er masser af små oplevelser gemt på øerne. Besøg f.eks. Tunøs fyrtårn eller labyrinten på Samsø. Vi har flere gange taget på et flere ugers togt i vores nærområde. Vores togter har f.eks. set således ud:
- Kaløvig -> Tunø
- Tunø -> Ebeltoft
- Ebeltoft -> Grenå
- Grenå -> Samsø
- Samsø -> Kaløvig.
Og de har været ganske fantastiske, også som sejler. F.eks. fik jeg sat et stort kryds på min bucket liste, da vi fik selskab af en Delfin ud for Øreflak, som sprang foran boven og det hele. Mega fed oplevelse!!!
Brug tid på at ligge i havn og udnyt det.
Lad os bare være ærlige. En sejlerferie med børn er næsten ligesom en campingferie, og din båd er alligevel bare en flydende campingvogn :D.
Men det er nu heller ikke så skidt, for der er en grund til at SÅ mange børnefamilier tager på camping hvert eneste år. Det er faktisk genialt med børn, for de er hurtige til at finde nye legekammerater, og hvis ikke de er, så lærer de det. Vi oplevede faktisk, at vores dengang fireårige søn gik fra at være så genert, at han næsten kunne kravle ned i min lomme, når vi kom til en legeplads med andre børn, til at han gik direkte hen til de andre børn og begyndte at tale og lege med dem. Han skulle bare hjælpes lidt på vej de første par gange, så kørte det.
“Far, vi har vores familie i ro og mag”
– Oskar, 4 år på sejlerferie på Tunø
Vælg derfor de gode havne til de længere ophold på turen. Det vil først og fremmest sige at havnen skal være rimelig velbesøgt, så der er mulighed for at finde legekammerater, og også meget gerne en legeplads og en sejlerstue.
Protip: Lav mad og spis i sejlerstuen, det er et genialt sted at møde andre sejlerbørnefamilier!
Sejl når det er godt vejr, så alle får en god oplevelse
Ja, båden kan sagtens klare det, og du er også en rigtig søulk, der ikke letter på øjenbrynene af 12 sekundmeter vind. Men hvis du gerne vil på sejlerferie igen næste år, så sørg nu for at sejle på de gode dage med max 8 m/s, så alle ombord får en god oplevelse og ikke bliver skræmte.
Husk på at når båden krænger, så er sådan et par små treårige ben slet ikke lange nok til at nå dørken, eller den modsatte bænk i cockpittet for at stemme imod. Og så kan de hurtigt komme til at vælte rundt, hvis det går lidt vildt for sig. Med andre ord kan du nemt afsætte den ene af de voksne til kun at holde styr på børnene hvis det er hård sejlads, og er der flere børn er det en ret krævende opgave, som hurtigt kan blive næsten umulig, hvis man både skal holde fast i to børn og selv holde fast på en gang. Det er i hvert fald ikke en tryg oplevelse, for en mindre rutineret partner eller for børnene, for slet ikke at snakke om hvor nederen det er at en eller flere bliver søsyge.
Så derfor, planlæg med at I kan blæse inde nogle dage på jeres togt, og sørg for løbende at have styr på vejrudsigten, så du kender dine tidsvinduer.
Aktiver børnene under sejlturen
De lange stræk kan nemt blive kedelige for børnene, så sørg for at være klar til at aktivere dem undervejs, uden at forfalde til iPad’en. Her er nogle af vores bedste tips:
- Bind lidt tovværk fast til agterpulpiten, og smid det i vandet, så det “surfer” på hækbølgen (EFTER du har slukket motoren). Du vil blive overrasket over hvor længe det er sjovt at lege med.
- Opfind og fortæl eventyr. Lad ungerne være med til at skabe eventyret, ved at give dem valg undervejs.
Vi kender alle historien om hvordan elefanten fik sin snabel ved den grønne grumsede limpopo flod.
Så vælger du bare et andet dyr, og finder på en historie om hvordan dyret fik sit særkende. (jeg har har f.eks. engang begivet mig ud i hvordan girafferne fik deres lange hals, og lad mig bare sige det således: Det endte med at blive en noget kringlet historie, som jeg aldrig vil kunne genfortælle, men børnene slugte det råt, og synes det var den fedeste historie. - Sejlersnacks: Hav dem klar, i stort omfang og udvalg! Bliver man først sulten og træt, er der langt større risiko for at blive søsyg. Så sørg for at have masser af små godbidder med. F.eks. Kammerjunkere, Chips, peanuts, vingummier. Whatever floats your boat. Men sørg for at HAVE dem!
Anerkend at en sejlerferie ikke altid er det bedste valg.
Det er rimelig nemt at sejle med spædbørn. De kræver ikke så meget aktivering, de bliver yderst sjældent søsyge, og i en snæver vending kan man lægge dem fra sig (et sikkert sted selvfølgelig), og så bliver de hvor man lagde dem.
Småbørn (1-2 år) derimod, not so much. De skal aktiveres i høj grad. De er ikke spor selvhjulpne, men særdeles mobile. Til gengæld har de slet ikke fornemmelse for hvornår de udsætter sig selv for fare, og ofte vågner de mega tidligt om morgenen. Alt i alt giver det ikke særligt gode forudsætninger for en afslappende ferie i en mindre båd.
For nogle år siden da vores mellemste søn var godt et år, bestemte vi os for at tage en lille weekendtur, forud for den planlagte sejlerferie. Vi sejlede en kort tur til Marselisborg, som er en rigtig hyggelig havn, men fordi vi konstant skulle være over den lille, var det mildest talt ikke særligt afslappende.
Og da han vågnede næste morgen kl 5, var der køligt og snævert i båden, og ærligt talt heller ikke særligt spændende udenfor, så den erfaring rigere besluttede vi os for ikke at tage på sejlerferie det år.
Det skal jo gerne være en afslappende og hyggelig tur for alle parter. Og et par udkørte forældre, der snerrer af hinanden fordi der hele tiden kræves 100% opmærksomhed på et af børnene giver som regel ikke en god ferie, og det skal man ikke være for fin til at anerkende 🙂